Kæmpe-fund af sprængstoffer ved Holbæk
Politi og forsvaret har ryddet et gigantisk lager med over 100 kilo sprængstof i området omkring Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Forsvaret deltog natten til onsdag i rydningen af det enorme lager, og efterfølgende er en 58-årig mand blevet anholdt og varetægtsfængslet i fire uger i sagen.
Manden er sigtet for at have opbevaret 102,8 kilo sprængstof og 160 detonatorer på sin bopæl i Holbæk-området.
Ifølge forsvaret tæller det blandt andet 55 kilo formbart sprængstof samt 220 stykker 200 grams sprænglegemer, som ammunitionsryddere har fjernet fra lageret.
Den 58-årige blev fængslet for lukkede døre, så politiet er tilbageholdende med at give yderligere oplysninger i sagen.
- Men jeg kan sige, at fundet ikke blev gjort i et byområde, og at det var placeret således, at færrest muligt var blevet ramt, hvis noget var gået galt, siger Otto Storm fra lokalpolitiet i Holbæk til Ritzau.
Han betegner sagen som usædvanlig i omfang.
- Der er tale om meget sprængstof, også målt efter vores målestok. Det er usædvanligt med de mængder, siger Otto Storm.
Politiet ved fortsat ikke, hvor de store mængder sprængstoffer kommer fra, eller hvordan de i givet fald skulle være kommet i den 58-årige mands besiddelse. Men Otto Storm vil ikke udelukke, at der kan komme flere anholdelser i sagen.
Ud over de mange kilo sprængstof er manden også sigtet for at have været i besiddelse af blandt andet to meter sprængsnor.
Ritzau har ikke oplysninger om, hvordan manden forholder sig til sigtelsen, eller om fængslingen er blevet kæret til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde