Kæmpe halmbrand: Nu begynder langsommeligt slukningsarbejde

Billedet her stammer fra en tidligere brand. Arkivfoto: Jan Knudsen

Brandvæsnet blev natten til lørdag kaldt ud til, hvad der viste sig at være en kæmpe halmbrand lige nord for Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandfolk fra Lolland-Falster Brandvæsen har siden klokken 01.30 natten til lørdag været beskæftiget med at holde en kæmpe halmbrand under opsyn.

Branden er opstået på en mark ved Nordensvej nord for Nykøbing, mellem Rema 1000 og jernbanen.

Indsatsleder Brian Midjord Petersen fra brandvæsnet oplyste lørdag formiddag til Folketidende, at der er ild i en stak på ikke færre end 160-180 bigballer.

- Det hele stod i lys lue, da vi ankom. Det brændte indefra, og ilden har formentlig spredt sig i et mellemrum, der er lavet mellem bigballerne for at stabilisere dem. Alt brændte. Der var ikke noget at redde, fortæller indsatslederen.

Halmbrande i den størrelse er sædvanligvis svære at slukke. Derfor gør brandvæsnet ofte det, at man spreder halmen, før man sprøjter vand på, eller lader den brænde ud under kontrollerede forhold.

Da Folketidende talte med indsatslederen lørdag formiddag, havde man endnu ikke lagt en plan for slukningen, men det har man nu, og den er langvarig.

- Vi har brandfolk fra Nykøbing, og så får vi hjælp fra vores frivillige brandfolk og fra Beredskabsstyrelsen i Næstved. Beredskabsstyrelsen kommer med en kran, en brandsprøjte og en tankvogn, så her klokken 14 går vi i gang med at slukke det, og så må det tage den tid, det tager, siger Brian Midjord Petersen.

Han forventer, at arbejdet vil stå på til omkring midnat.

- Vi bruger simpelthen kranen fra Beredskabsstyrelsen til at slukke branden bid for bid. Den starter fra en ende af og tager én grabfuld halm ad gangen og løfter op. Så slukker vi ilden, mens halmen er i luften, og når halmen bliver lagt ned igen, står der nogle andre klar til at efterslukke. Det er vi nødt til, for ellers risikerer vi, at det blusser op igen, forklarer indsatslederen.

Årsagen til branden kendes endnu ikke, men selvom branden er stor, er den ifølge indsatslederen svær at få øje på, fordi halmballerne ligger et stykke fra større veje, og halmen er meget tør, så der er ingen røgsøjle, der kan ses på lang afstand.

Brian Midjord Petersen vurderer, at branden havde været i gang længe, før den blev opdaget.

Brandvæsnet har haft folk på brandvagt på stedet hele natten til lørdag.