Af Jakob Poulsen og Jesper Bøgh
Ukendte gerningsmænd begik tirsdag aften eller natten til onsdag et omfattende tyveri af dæk og fælge fra Frimann Biler på Energivej i Nykøbing. Ifølge politiet er der stjålet omkring 100 dæk og fælge.
Tyveriet skete fra to containere, der bruges til vinteropbevaring af dæk og fælge. Ejeren af Frimann Biler, Kim Frimann, mener, at det er professionelle indbrudstyve, der står bag.
- Den ene container har et meget kraftigt låsebeslag i hærdet stål, og der skal noget til lige at skære det over. På den anden container kan man ikke lige skære låsetøjet over. Til gengæld har de skåret to specielle steder på containeren for at få den op, og det var ikke noget hverken vi eller politiet vidste, at man kunne gøre, forklarer Kim Frimann til Radio Sydhavsøerne.
Det er første gang, Citroën-forhandleren på Energivej har været ude for et så omfattende indbrud.
- Der er jo døgnbemanding på Refa, som ligger lige ved siden af. Og vi har selv lys, der tænder, når nogen bevæger sig rundt inde på grunden, så det plejer ikke at være noget, vi har problemer med, fortæller Kim Frimann.
Bilforhandleren har endnu ikke noget endeligt overblik over, præcis hvor mange sæt dæk og fælge der blev stjålet, og derfor kendes den nøjagtige værdi af det stjålne heller ikke endnu. Men der er formentlig tale om et seks-cifret beløb.
Tyvene har med al sandsynlighed brugt en eller flere større biler til at køre de mange dæk og fælge væk i, og politiet vil meget gerne høre fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring Energivej i tidsrummet fra tirsdag klokken 16.30 til onsdag morgen klokken 07.00.
Oplysninger i sagen skal med det samme rettes til lokalpolitiet i Nykøbing på telefon 54 85 14 48 eller 114.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde