Kæntret dragebåd manglede godkendelse

Den kæntrede dragebåd i Præstø Fjord skulle aldrig have været på vandet, fordi den mangler Søfartsstyrelsens sikkerhedsgodkendelse, som den skal have. Det siger synschef i Søfartsstyrelsen Lars Nielsen til TV2 Øst.

- Det er en meget tragisk ulykke og den burde heller ikke være sket. Den her båd skulle have været synet og godkendt af Søfartsstyrelsen, men det var den ikke. Vi har ikke synet og godkendt denne båd, siger synschef Lars Nielsen.

13 elever og to lærere fra Lundby Efterskole syd for Næstved kæntrede ved ulykken på Præstø Fjord fredag. Seks elever ligger i kunstigt koma efter ulykken, mens en lærer er savnet. Politiet opgav lørdag aften eftersøgningen af læreren.

Netop når efterskoler sejler med elever, betragter Søfartsstyrelsen det som erhvervssejlads. Det betyder, at bådene skal være sikkerhedsgodkendt.

- Når forældre sender deres børn på en efterskole, så skal de kunne forvente, at de benyttede både opfylder nogle sikkerhedskrav, som skal være i orden, siger Lars Nielsen.

For at dragebåden fra Lundby Efterskole kunne være blevet godkendt af Søfartsstyrelsen, havde det fordret opfyldelse af en række krav.

- Det er helt sikkert, at hvis denne båd udstyrsmæssigt, skulle opgraderes til det (red. til en godkendelse), så ville der være krav til minimum redningsflåde eller termisk beskyttelse, radio, nødraketter og mere. Og her er der tale om minimumkrav, siger Lars Nielsen og tilføjer.

- Der ville sandsynligvis blive stillet flere krav. Operationelle krav, hvilket vil sige, hvor og hvornår samt på hvilken årstid båden må anvendes.

Ledelsen på Lundby Efterskole har ikke ønsket at stille op til interview. Men viceforstander Lars Jensen siger:

- Jeg er føler mig overbevist om, at båden er sikkerhedsgodkendt, men vi har i dag ikke haft overskud til at undersøge det.

Ifølge Søfartsstyrelsen er der mange efterskoler, der ikke er bekendt med de omfattende sikkerhedsregler, der gælder fartøjer. Derfor vil Søfartsstyrelsen nu tage kontakt til landets efterskoler

/ritzau/

Båden, som fredag kæntrede med 13 elever og to lærere, var ikke godkendt af Søfartsstyrelsen, som den skulle.

Offentliggjort Sidst opdateret