Kæntringsulykke: Lærer savnes fortsat

Af Ritzau og Jakob Poulsen

Ved 18-tiden fredag blev den store eftersøgning i Præstø Fjord indstillet. Den sidste af de 15 elever og lærere fra Lundby Efterskole, der kæntrede, er endnu ikke fundet.

Den savnede er en af to lærere, en mand på 44 år, oplyser politiet til Sjællandske Medier.
Hans pårørende er blevet underrettet.

På havnen i Præstø er den såkaldte dragebåd, som de 13 elever og to lærere var taget ud i, anbragt på en trailer. En Falck-vogn vil køre båden væk.

Den cirka fem meter lange grønmalede båd, som er forsynet med dekorationer i rød farve, dryppede af vand, og der flød også våd sand ud af den, da den lå på traileren.

Redningsoperationen fredag eftermiddag efter alarmmeldingen, som indløb klokken 12.43, har været enorm. Fire af flyvevåbnets helikoptere deltog, og det samme gjorde fire både fra redningsberedskabet, oplyser Søværnets Operative Kommando.

Også redningsbåden fra Klintholm Havn på Møn og Tryg Fondens jolle, som ligger i Præstø, har været med. Desuden har en helikopter fra Falck været indsat.

Båden kæntrede af endnu ukendte årsager cirka halvanden kilometer ude i fjorden.

Folketidende.dk har talt med Lundby Efterskole, som naturligt nok ikke har tid til at tale med pressen i øjeblikket. Skolen bekræfter, at den har elever fra Lolland-Falster, men om nogle af disse var med på sejlturen, stod sent fredag eftermiddag ikke klart.

Kender du elever fra Lolland eller Falster, som går på Lundby Efterskole, og som kunne være interesserede i at tale med folketidende.dk om ulykken, så send en mail til os på tip@folketidende.dk

Redningsmandskabet har nu indstillet eftersøgningen af den sidste af de personer fra Lundby Efterskole, der tidligere på dagen kæntrede i en båd på Præstø Fjord. Uvist, om der var elever fra Lolland-Falster med.

Offentliggjort Sidst opdateret