En nat på stranden ved Løkken sammen med moren og hendes kæreste blev en frygtelig oplevelse for en dreng på tre år. Han havde blå mærker over alt på kroppen og talrige hudafskrabninger, da han blev kørt på sygehuset i august sidste år.
Fredag blev drengens mor og hendes kæreste ved Retten i Hjørring dømt for vold mod den lille dreng. Den 37-årige stedfar fik ni måneders fængsel, mens drengens 28-årig mor blev idømt otte måneders fængsel, skriver nordjyske.dk.
De to voksne var småberusede. Moderen har forklaret, at drengen blev lagt til at sove på bagsædet af bilen, og at hun selv lå og sov op ad en bunker. Hun blev vækket af drengens kalden, mens han var på kærestens arm.
Mandens forklaring er en anden. Han har fortalt, at han gik en tur med hunden langs stranden. Da han kom tilbage, lå drengen med hovedet mod sandet.
Angiveligt blev barnet slået, trukket i arme og ben og trukket hen over sandet. Skaderne var omfattende: Der var hudafskrabninger på kinden, ved begge øjne, på hagen, ved højre tinding, på den ene arm og på begge ben.
Oveni var der blå mærker på barnets pande, hals, nakke, ryg, bryst, begge arme og ene ben. På sygehuset skal drengen, der bor fast hos sin biologiske far, have sagt, at det var manden, der slog.
Ifølge nordjyske.dk lagde domsmandsretten vægt på, at det var manden, der havde slået den treårige. Retten mente dog, at moderen ikke kunne undgå at vågne ved volden og derfor var medskyldig.
Begge de dømte valgte at anke dommen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker