Kammeradvokat: Iraksag kører videre for os
Forsvarsministeriets advokat Peter Biering har intet hørt om en droppet sag om tortur i Irak, som 11 irakeres advokat, Christian Harlang, ellers har meldt ud i medierne, fordi staten ikke vil betale for irakernes sag ved en såkaldt fri proces.
Samtidig har Christian Harlang afleveret processkrift til landsretten og arrangeret en mødedato i Østre Landsret, selvom irakerne allerede havde fået et nej til fri proces i Procesbevillingsnævnet, oplyser Peter Biering fra Kammeradvokaten.
- Christian Harlang har ikke meddelt noget om, at han opgav sagerne. Hverken til os eller landsretten, siger Peter Biering til Ritzau.
Samtidig med, at Kammeradvokaten intet har hørt, så mener Peter Biering også, at Harlang har ageret, som om sagerne kører videre, efter at afgørelsen er kommet fra Procesbevillingsnævnet.
- Der er et retsmøde 20. december i Østre Landsret, og aftalen er lavet med Harlang, efter at afgørelsen er kommet fra Procesbevillingsnævnet. Så for os kører sagen stadigvæk, og vi forbereder os på at møde i landsretten 20. december, siger Biering.
Christian Harlang sendte tirsdag en pressemeddelelse ud, hvor han skrev, at han stoppede sagen på vegne af 11 irakere, da der ikke var givet fri proces.
Dermed har pressen fået besked før parterne i sagen, og det undrer Kammeradvokaten.
- Det er en underlig måde at føre retssag på, og vi er forundret over fremgangsmåden, siger Peter Biering.
De 11 irakere, som Christian Harlang repræsenterer, hører til i den gruppe på i alt 23 irakere, der hævder, at danske styrker har medansvar for, at de i 2004 blev overladt til de irakiske myndigheder og her blev udsat for umenneskelig behandling.
Det skete i forbindelse med operation Green Desert, der foregik nær Basra i det sydlige Irak.
Operationen havde til formål at finde frem til militante, som gemte våben og sprængstoffer. Forsvaret har hævdet, at der ikke fandtes videooptagelser fra operationen, hvilket der gjorde.
Videoen viser, hvordan danske soldater så væk, mens irakiske soldater slog og sparkede fangerne. Danske og udenlandske læger har siden påvist, at irakerne er blevet mishandlet i irakisk politis varetægt.
I september afviste Højesteret forsvarets krav om, at irakerne skulle stille økonomisk sikkerhed for at få deres sager behandlet. Og det gav håb om fri proces.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde