Kamphund får lov at leve videre med mundkurv på

Ejerne af den kamphund - en amstaff - som i fredags overfaldt en terrier i Sundtoften, er så berørte af episoden, at de ikke har lyst til at tale med Folketidende.

Det fortæller Claus Olsson, der er afdelingsbestyrelsesformand for Boligselskabet Domeas afdeling i Sundtoften, og bror til kamphundens ejer, som bor i boligforeningen.
- Både min bror og svigerinde er tynget af hændelsen. De er ordensmennesker, og det her går dem meget på, siger han. 

Han siger, at det fejlagtigt er blevet fremstillet som om, at de har lovet at få hunden aflivet, 
- Hunden løb ikke frit. Min svigerinde fulgtes med en anden hundeejer, og begge deres hunde var i snor, da den lille hund begyndte at gø fra det modsatte fortov. Desværre rev min brors og svigerindes hund sig løs og for over til den lille hund, siger Claus Olsson. 

Da overfaldet skete på offentligt område, er det politiet, der skal tage affære og ikke boligforeningen. Regionschef i Domea Dorthe Jørgensen siger dog, at hun vil undersøge sagen i forhold til den gældende husorden. 

Ifølge Claus Olsson har hans bror og svigerinde allerede købt en mundkurv, ligesom de også hurtigt efter hændelsen selv kontaktede politiet og deres eget forsikringsselskab.

Foto: En hun af racen amstaff overfaldt i fredags en terrier i Sundtoften i Sundby L. Amstaffen får nu mundkurv på. Hunden på billedet er ikke en amstaff og har ikke forbindelse til den aktuelle sag.

Amstaffen, som i fredags overfaldt en lille terrier i Sundby L., bliver ikke aflivet.

Offentliggjort Sidst opdateret