Katolske blufærdighedssager fortsætter

Fem sager om blufærdighedskrænkelse efterforskes fortsat i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der bliver ikke taget yderligere skridt fra politiets side i en række anmeldte sager om katolske præsters sexovergreb.

Det slår politiet fast, efter at have undersøgt 31 sager, hvor præsterne angiveligt skal have forgrebet sig på medlemmer af kirken.

Grunden til at sagerne falder til jorden, før de overhovedet kommer i gang, er ifølge politiet, at de er forældede efter dansk lov.

- I de sager, der omhandler blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgængelse end samleje, ville politiet have indledt en efterforskning, hvis vi var blevet gjort bekendt med sagerne inden forældelsesfristen, siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi.

Han understreger dog, at efterforskningen ikke nødvendigvis var ført til en sigtelse og efterfølgende dom i retten.

Fem af sagerne om blufærdighedskrænkelse er fortsat under efterforskning.

De efterforskes af Sydsjællands - og Lolland Falsters Politi, og her forklarer vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, at der ikke har været tid til at se grundigt på sagerne endnu.

- Vi er stadig i gang med de indledende undersøgelser, så det kan sagtens vise sig, at de her sager også er forældede. Vi har været nødt til at prioritere nogle andre opgaver, og er derfor ikke nået så langt, siger han.

De mange anmeldte sexsager har årevis på bagen, og flere af de mistænkte krænkere er døde af naturlige årsager.

Med politiets afgørelse ser de nulevende også ud til at klare frisag./ritzau/