Kemikalieudslip: Bliv fortsat indendøre
Selv om myndighederne nu har kontrol over kemiudslippet på Amager, så skal folk i området fortsat blive indendøre.
- Vi er nu gået ind i en ny fase med at tømme tanken, men vi fastholder fortsat opfordringen, siger brandvæsnets indsatsleder, Bo Skov.
Det er folk i området inden for Prags Boulevard, Holmbladsgade og Strandlodsvej, der bør blive indendøre, lukke døre og vinduer og stoppe ventilationen.
En gul sky opstod tidligt tirsdag morgen over virksomheden Xellia på Vermlandsgade, da en kemisk reaktion fik temperaturen i en tank med salpetersyre til at stige.
Miljø- og sikkerhedsansvarlig i Xellia, Jesper Skærbæk, kan ikke sige, hvordan udslippet er opstået.
- Vi er meget uforstående, for vi arbejder efter alle sikkerhedsregler, så når situationen er afsluttet, vil vi gå i gang med at udrede, hvad der er sket i beholderen, siger han.
Beholderen har stået på området i flere år og har i al den tid indeholdt salpetersyre, som bliver brugt blandt andet ved fremstilling af antibiotika.
Nu vil Xellia afdække, hvad der har forårsaget udslippet og hvordan virksomheden kan komme tilbage i produktion.
- Først og fremmest skal vi have bortskaffet det, vi har opsamlet fra tanken, så situationen bliver helt lukket, før vi går videre, siger Jesper Skærbæk.
Sikkerheden skal også tages til efterretning.
- Vi skal i dialog med nogle myndigheder for at fastlægge, hvordan vi kommer i gang igen, og hvilke undersøgelser vi skal gennemføre, siger Jesper Skærbæk.
Men man vil gå langsomt frem og ifølge Bo Skov kan det blive nødvendigt at fortsætte med at køle tanken helt frem til torsdag.
Hvis man mærker lugtgener skal man søge væk fra området. Og hvis man føler ubehag som hoste, kvalme eller opkast skal man kontakte egen læge, oplyser politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde