Kendt selskabstømmer får ny fængselsstraf
En tidligere dømt selskabstømmer er mandag blevet dømt for skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.
Den 54-årige tidligere dømte selskabstømmer Bjørn Stiedl er mandag af Retten i Lyngby blevet kendt skyldig i skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.
Han idømmes tre og et halvt års fængsel og får blandt andet konfiskeret en ejendom i Frankrig, indbo, kunst og elektronik.
Bagmandspolitiet mente i anklageskriftet, at Bjørn Stiedl forsøgte at skjule sine aktiver for myndighederne, da han i 2012 søgte om gældssanering efter en dom for selskabstømning fra 2009 på seks års fængsel.
Retten i Lyngby lægger i sin afgørelse vægt på, at Bjørn Stiedl tidligere er dømt for lignende kriminalitet.
- Der er ikke nogen tvivl om, at du havde forsæt til at begå skyldnersvig, da du søgte om gældssanering, siger dommeren.
Gennem hele sagen har den 54-årige mand nægtet sig skyldig. Han anker da også øjeblikkeligt dommen.
Bagmandspolitiet beslaglagde i forbindelse med efterforskningen blandt andet to Rolex-ure, B&O-udstyr, Kaare Klint-malerier, skulpturer, designermøbler, Louis Vuitton-udstyr og for mindst 100.000 kroner Henning Koppel-sølvbestik, der alt sammen var gemt i en lejelejlighed i Barcelona.
Stiedl dækkede ifølge anklagemyndigheden også over en ejendom i Sydfrankrig, der i 2012 blev udbudt til salg for omkring 12,5 millioner kroner.
Alle aktiverne var formelt set registreret i udenlandske selskaber og fonde, men ifølge anklagemyndigheden - og nu dommeren - var de reelt ejet af Bjørn Stiedl.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde