Muligvis vil politiet også efterforske i Kenya i forbindelse med en somaliers indtrængen med en økse i tegneren Kurt Westergaards hjem 1. januar.
- Vi skal gennemføre en meget bred efterforskning, og det er muligt, at vi skal have kontakt med Kenya, siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen, der leder efterforskningen i Østjyllands Politi.
Den 28-årige mand opholdt sig sidste sommer i Kenya. Han blev anholdt i hovedstaden Nairobi og blev sigtet for at opholde sig ulovligt i landet.
Han havde ikke noget pas og heller ikke opholdstilladelse, men efter løsladelsen hjalp den danske ambassade ham i september med at rejse tilbage til Danmark, hvor han har boet i flere år.
Kilder i den kenyanske efterretningstjeneste har til både lokale og danske medier sagt, at den 28-årige besøgte en et-benet mand, der formodes at være med i et terrornetværk.
Politiets Efterretningstjeneste har oplyst, at den varetægtsfængslede mand har tætte forbindelser til den somaliske terrororganisation al-Shabaab og til al-Qaeda-ledere i Østafrika.
Østjyllands Politi har netop udvidet sigtelsen fra drabsforsøg mod Kurt Westergaard, så somalieren nu sigtes for at overtræde terrorparagraffen i straffeloven, fordi angrebet mod Westergaard også menes at være et angreb på ytringsfriheden i Danmark.
Lederen af efterforskningen siger, at undersøgelserne formentlig vil stå på i flere måneder.
- Der forestår et stort udredningsarbejde, og vi skal blandt andet også belyse mandens netværk og de sammenhænge, han indgår i, siger Frits Kjeldsen.
Den 28-årige har nægtet, at han ville slå Kurt Westergaard ihjel, da han trængte ind i tegnerens hus med en økse og en kniv.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde