KILOMETERLANG NATURBRAND LANGS DIGE LÆNGERE END FØRST ANTAGET

Arkivfoto: Claus Hansen

Branden brød ud mandag eftermiddag og strækker sig over tre-fire kilometer på landsiden af diget, men enkelte steder er ilden også sprunget over diget og har antændt bevoksning på vandsiden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brandfolk fra Falck og Lolland-Falster Brandvæsen i blandt andet Nakskov og Stokkemarke kæmper mandag eftermiddag med at slukke en naturbrand på et dige på Lollands nordkyst.

Ifølge indsatsleder Jens Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen er der ild i bevoksning på diget over en strækning på cirka tre-fire kilometer fra strækning fra Husmandsvejen ved Nybølle Strand og videre mod øst til cirka 500 meter fra Bøgetvej. Brandvæsnet har dog ilden under kontrol og er ved 15.30-tiden i gang med at efterslukke.

Indsatslederen troede i første omgang, at branden "blot" strakte sig over cirka en kilometers længde, men den har altså vist sig at være mere omfattende. Det har også fået ham til at ændre opfattelse af, hvor branden er startet. Nu formodes det ikke længere, at ilden er opstået i en af stubmarkerne op til diget, men derimod i noget bevoksning på parkeringspladsen på digekronen ved Nybølle Strand.

I det tørre vejr med den kraftige blæst har ilden spredt sig langs bevoksningen på landsiden af diget, ligesom den også er sprunget ind på en af de stubmarker, der støder op til diget og derfra videre til andre stubmarker langs diget. Enkelte steder er ilden også gået over diget og har antændt bevoksning på vandsiden af diget.

Brandvæsnet har sendt tre tankvogne og en brandsprøjte afsted for at bekæmpe ilden. Ved 15.30-tiden bvar to af dem kørt til vandværket i Horslunde for at hente mere vand.

Jens Rasmussen oplyser, at der ikke færdes ret mange mennesker i området, hvor det brænder, så der har ikke været fare for, at ilden skulle sprede sig til beboelse. Dog ligger der en transformatorstation i tilknytning til nogle vindmøller, men den har man sikret, ligesom branden i øvrigt altså også er under kontrol nu, selvom den ikke er slukket helt.

Udover de tre-fire kilometer af diget er cirka 20 hektar stubmark brændt, og Jens Rasmussen skønner, at man når op på at have brugt cirka 32.000 liter vand, før branden er slukket helt.

Der blev slået alarm til 112 kort før klokken 14, og indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet er færdigt ved 17-tiden - og ikke ved 16-tiden som først antaget.

Årsagen til branden kendes endnu ikke, men Jens Rasmussen fortæller, at det ikke er utænkeligt, at det hele kan være blevet antændt af et cigaretskod, hvorefter en kombination af tør vegetation og masser af blæst har givet ilden masser af næring.