Kilovis af hård narko blev leveret i små æg på søndage
En specialgruppe i politiet, Særlig Efterforskning Øst, har døbt en stor narkosag "Operation Phoenix". Den behandles nu af Retten på Frederiksberg. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
34-årig nigeriansk mand fra Berlin nægter sig skyldig i sag om godt 30 kilo heroin og kokain.
På ti søndage i 2019 mødtes en mand og en kvinde og byttede kufferter i Valby og på Nørrebro i København.
Hver gang var kvinden kommet rejsende med Flixbus fra Berlin. I hendes trolleykufferter var der tøj i forskellige størrelser. Men også i hundredvis af små æggeformede pakninger, hver med ti gram kokain eller heroin.
I bytte fik hun en lignende kuffert med tøj og penge, som hun trillede væk med.
Den samlede mængde løb op i godt 30 kilo, og de to er hver blevet idømt fængsel i 14 år.
Nu sidder kvindens ægtemand fra Berlin på anklagebænken i Retten på Frederiksberg.
En dommer og to domsmænd skal afgøre, om det var ham, der fra kulissen havde planlagt de mange kriminelle transaktioner.
Den 34-årige mand fra den tyske hovedstad er nigeriansk statsborger ligesom den mand, der deltog i bytningen af kufferter. Anklagemyndigheden kræver udvisning.
En engelsk tolk sidder ved den skæggede mands side og oversætter.
- Han nægter sig skyldig i alle forhold, siger hans forsvarer, advokat Rune Wiborg, i retsmødet mandag formiddag.
Kun i et tilfælde er det lykkedes politiet at beslaglægge stof, oplyser anklager Magnus Wiik, da han introducerer sagen og fortæller om efterforskningen, som betjente i specialafdelingen Særlig Efterforskning Øst har døbt "Operation Phoenix".
Et tip i september 2019 førte til aflytning af en telefon. Og derfor kunne betjente ligge på lur en søndag formiddag i november på Bjørnsonsvej i Valby, da der blev udvekslet kufferter.
De skyggede manden til Sjælør Boulevard, hvor han boede i et lejet værelse. I kufferten fandt de æggene. De var svøbt i cellofan og forsynet med koder. AC, EM, CLS og andre bogstavkombinationer dækkede over bestillere af narko, mener politiet.
Kvinden rejste meget. Inden afleveringerne i København var hun typisk i Amsterdam, beretter anklageren.
Under deres diskrete observationer lagde betjente også mærke til en episode på Hovedbanegården i København. Her omfavnede og kyssede kvinden sin ægtemand, der var kommet hertil fra Berlin.
Han blev internationalt efterlyst i januar sidste år, men først om sommeren blev han fundet af tysk politi og udleveret, oplyser anklageren i retsmødet.
Under sagen vil han blandt andet fremlægge oplysninger fra telefoner, rejsekort og busbilletter. Også de to allerede dømte skal afhøres, inden Retten på Frederiksberg afsiger dom. Den ventes 27. august.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie