Kioskforpagter dømt for banegårdsbrand
Forpagter af banegårdskiosk i Nakskov skal to år i fængsel.
Der var ikke så meget pardon, da Retten i Nykøbing i går nåede frem til en afgørelse i sagen, hvor forpagteren af banegårdskiosken i Nakskov stod tiltalt for at tilskynde til brandstiftelse.
Det tog ikke mere end et kvarters tid for dommer Steen Steensen og to domsmænd at nå til enighed om, at den 42-årige Arshad Mahmood var skyldig efter anklageskriftet og skulle idømmes to års ubetinget fængsel.
Han blev også dømt til at betale en erstatning på knapt 1,5 millioner kroner til Regionstog og to forsikringsselskaber til dækning af skaderne efter branden.
Det ændrede således ikke på forpagterens situation, at hans forsvarer, advokat C.-H. Futtrup havde indkaldt en halv snes vidner fra Mahmoods familie og omgangskreds, der vidnede til fordel for ham.
Retten fulgte imidlertid anklageren, der lagde afgørende vægt på vidneudsagnene fra de to mænd, der tidligere er dømt i sagen.
Arshad Mahmood valgte efter en ganske kort samtale med sin forsvarer at anke dommen til frifindelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned