Kioskmedarbejdere får hjælp efter dødsbrand

Flere personer var torsdag aften vidne til et dramatisk selvmord på stationen i Nykøbing. Blandt dem, der så den 49-årige brændende mand fra Toreby, var to unge kvinder, der var på arbejde i DSB’s 7-Eleven-kiosk i stationsbygningen.

- Den ene så ham komme løbende ud i forhallen fra toilettet. Hun troede, det var en film, der blev optaget. Men desværre var det de barske realiteter, fortæller butikschef Hans Henrik Andersen og tilføjer:
- Da det gik op for dem, at det var alvor, slog de alarm.

De to kvinder var så chokerede efter hændelsen, at de nu får hjælp til at komme sig over den.
- Min stedfortræder kom hurtigt ned og fik lukket butikken og sat apparatet i gang, så de kunne få noget psykologhjælp. Og det er de nu i fuld gang med, fortæller Hans Henrik Andersen.

Efter noget søvn har de to unge kvinder det bedre. Men ifølge Hans Henrik Andersen sidder chokket fortsat i dem. Han tror dog på, at de hurtigt vil være tilbage på job – måske allerede i eftermiddag.
- Det er vigtigt, at de får snakket hændelsen igennem, så den kommer ud af kroppen. Men det er også afgørende, at de ikke murer sig inde derhjemme. Noget af det, psykologen formentlig skal, er derfor at indgyde dem, at det ikke er farligt at gå på arbejde. Heldigvis er sandsynligheden for, at sådan noget her sker igen, ikke så stor, siger Hans Henrik Andersen.

Foto: Claus Hansen

To unge kvinder, der var på arbejde i 7-Eleven på Nykøbing Station, får nu psykologhjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret