Vedvarende rygter om at 15-17 afviste irakiske asylansøgere vil blive udvist natten til onsdag, fik tirsdag aften en gruppe frivillige fra Kirkeasyl til at tage til Ellebæk Fængslet i Birkerød, hvor de udvisningstruede asylsøgere opholder sig.
En talsmand for Kirkeasyl meddelte sent tirsdag aften, at to af foreningens medlemmer var blev anholdt foran fængslet, og at der skulle være et massivt politiopbud på vejene, der fører op til fængslet samt på den nærliggende Allerød Station.
Sigurd Jacobsen fra Kirkeasyls pressegruppe oplyser, at foreningen er blevet ringet op af to irakere fra fængslet, der uafhængigt af hinanden har oplyset, at politiet har fortalt dem, at de ville blive udvist natten til onsdag.
Politikommissær Søren Greve, Nordsjællands Politi i Helsingør, afviser over for Ritzau ethvert kendskab til, at der er anholdt medlemmer af Kirkeasyl.
Og når Kirkeasyl melder om øget politiopbud omkring Ellebæk Fængslet, siger han, at det skyldes, at Kirkeasyl har anmeldt en demonstration foran fængslet.
Politikommissæren afviser også at have kendskab til, at en gruppe afviste asylsøgere vil blive sendt hjem natten til onsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker