Kitesurfer er alvorligt kvæstet i ulykke ved Ebeltoft

Vinden slyngede en kitesurfer flere meter op i luften ved Ebeltoft. Han er i kritisk tilstand.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 43-årig kitesurfer er søndag aften i kritisk tilstand, efter at han tidligere på dagen blev alvorligt kvæstet i en ulykke.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ulykken skete ved Ebeltoft.

- Vinden får fat i hans skærm, og han bliver slynget fem til ti meter op i luften, hvorefter han styrter ned på stranden, siger politiets vagtchef Morten Hansen.

Kitesurfing foregår på havet, hvor man står på et surfbræt og er forbundet til en dragelignende skærm, der trækkes frem ved hjælp af vinden.

Den 43-årige blev efter ulykken bragt til Skejby Sygehus, hvor han er lagt i kunstig koma.

De pårørende til den 43-årige er underrettet om ulykken.