Kjærs mand lægger sag an mod B.T.

Henriette Kjærs mand Erik Skov Pedersen lægger sag an mod ledelsen på B.T. efter den grove bagvaskelsesparagraf, der kan give fængsel i op til to år.

Påstanden er, at B.T. har viderebragt hans mor Yvonne Gerda Pedersens grove anklager mod politikerparret mod bedre vidende, skriver Ekstra Bladet.

B.T. har hele tiden kendt til, at Yvonne Gerda Pedersens underskrift på et gældsbrev er bevidnet som ægte af to bankansatte. B.T. burde på den baggrund vide, at anklagerne måtte være falske, lyder anklagen.

B.T.s ledelse anklages videre for ikke at ønske Erik Skov Pedersens eller dennes advokat Michael Amstrups fremstilling af sagen.

Men ansvarshavende chefredaktør på B.T. Peter Brüchmann imødeser et sagsanlæg med sindsro.

- Det er et træk, som er 100 procent forventet, Jeg har ikke modtaget et sagsanlæg endnu. Som altid med de to er retorikken rabiat. Vi må vente og se om de har penge til advokaten, siger Peter Brüchmann til bt.dk.

Han lover, at B.T. rent journalistisk ikke er færdige med parret.

I sidste uge meldte Henriette Kjærs svigermor, parret til lokalpolitiet i Gentofte for dokumentfalsk. Hun hævder, at hendes underskrift på et gældsbrev er forfalsket.

Men Erik Skov Pedersen siger til Ekstra Bladet, at to bankansatte skrev under og bekræftede hans, Henriette Kjærs og morens underskrifter.

Til historien hører måske også, at Yvonne Gerda Pedersen i 2009 blev frataget retten til at drive selvstændig lægevirksomhed af Skat.

Siden 1995 har hun systematisk oparbejdet en skattegæld, som for tiden andrager næsten to millioner kroner, skriver Ekstra Bladet i dag

/ritzau/

Henriette Kjærs mand Erik Skov Pedersen har fået nok af B.T. Han lægger nu sag an mod ledelsen på B.T

Offentliggjort Sidst opdateret