Klager over vanskelige besøgsvilkår i Vestre Fængsel skal under lup
Vestre Fængsel i København får klager om vanskelige besøgsvilkår for indsatte og pårørende. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
For mange indsatte kan være skyld i, at planlagte besøg fra pårørende bliver aflyst med kort varsel.
Både indsatte og pårørende klager over vanskelige besøgsvilkår i Vestre Fængsel i København.
Derfor indleder Ombudsmanden nu en undersøgelse af klagerne. Sådan lyder det i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.
De indsatte er konkret utilfredse med, at planlagte besøg ifølge dem aflyses med kort varsel, og at der generelt er mangel på besøgsdage i fængslet.
- På den baggrund har Ombudsmanden besluttet at indlede en generel undersøgelse af forholdene vedrørende besøg fra pårørende til indsatte i Vestre Fængsel, skriver Ombudsmanden.
Problemerne bunder ifølge klagerne i, at der er for mange indsatte til for få celler.
Inden for de seneste år er netop overbelægget i Vestre Fængsel blandt andet blevet beskrevet af Fængselsforbundet.
Ombudsmanden vil nu have myndighederne til at oplyse om mulighederne for, at indsatte i fængslet kan få besøg fra pårørende.
Derudover skal der oplyses om forholdet mellem antallet af indsatte og besøgslokaler i fængslet.
Ombudsmanden vil også vide, hvor ofte fængslet er nødsaget til at aflyse planlagte besøg, og med hvilket varsel det sker, fremgår det af meddelelsen.
Til sidst skal undersøgelsen give et indblik i baggrunden for aflysningerne.
Kriminalforsorgen, der driver landets fængsler, beskriver belægssituationen i mange af dem som "presset".
Over for Ritzau lyder det, at Vestre Fængsel har haft så store udfordringer med for mange indsatte, at fængslet har været nødt til at bruge besøgslokaler som celler.
Kåre Pihlmann, formand for Landsforeningen af forsvarsadvokater, siger, at op mod tre indsatte i nogle tilfælde har siddet i samme celle.
Det afviser Kriminalforsorgen dog.
- Der er indført dobbeltbelæg efter behov, men der er ikke tre indsatte i cellerne, lyder det i et skriftligt svar.
Både Kriminalforsorgen og formanden beskriver, hvordan overbelægget også er med til at presse de ansatte.
- Der arbejdes intensivt på at skabe mere kapacitet i mange af Kriminalforsorgens institutioner, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker