Klaus Riskær får millionregning efter retssag
Heller ikke Højesteret giver forretningsmanden Klaus Riskær Pedersen medhold i en erstatningssag om CyberCity.
På valgdagen har forretningsmanden og den tidligere politiker Klaus Riskær Pedersen fået en stor regning.
Højesteret har i en retssag torsdag dømt ham til at betale i alt 3,3 millioner kroner i sagsomkostninger.
Riskær Pedersen taber den sag, han havde anlagt mod Telenor A/S, Lehmann Brothers og flere enkeltpersoner.
Han har påstået, at de skulle betale ham 37,9 millioner kroner i erstatning i forbindelse med deres opførsel ved likvideringen af CyberCity Holding A/S.
Da sagen blev behandlet af Sø- og Handelsretten, lød hans krav på 40,7 millioner kroner.
Men dommerne i begge instanser kan ikke nikke til hans påstande.
Der er ikke beviser for, at en statsautoriseret revisor fejlbedømte værdien af Riskær Pedersens tegningsrettigheder i CyberCity Holding - og det var heller ikke forkert at konkludere, at markedskursen var 0, fastslår Højesteret.
Selv om virksomheden et par år senere blev solgt for et væsentligt større beløb, er det ikke ensbetydende med, at der blev begået ansvarspådragende fejl, skriver dommerne.
Og de hæfter sig også ved, at virksomheden var i en omskiftelig branche.
Efter flere års betydelige driftsunderskud i selskabet blev den solvente likvidation gennemført, og reglerne i selskabsloven blev fulgt, lyder det i dommen.
I 1995 var Riskær Pedersen med til at skabe CyberCity, som blandt andet solgte internettjenester.
Han var direktør frem til 2000, da det blev solgt til CyberCity Holding A/S. Derefter var han i en periode konsulent med en månedlig gage på 150.000 kroner.
I 2003 trådte CyberCity i likvidation, og aktierne blev overtaget af Telenor A/S.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet