Klimademonstration i gang på Amager

Protesten mod en uretfærdig klimaaftale vil samle mellem 5000 og 10.000 deltagere, forventer aktivisterne i Climate Justice Action.

Først på formiddagen var antallet af demonstranter dog langt mindre på Tårnby Station og ved Ørestad.

I Ørestad blev en tysk ung kvinde taget med af betjente. Tilsyneladende fordi hun havde to stænger til et banner.

CJA beskylder politiet for at ville hindre demonstrationer med anholdelser og beslaglæggelser af for eksempel sammensvejsede cykler og benskinner.

- Vi har trænet, organiseret os og er helt klar til at gennemføre en mangfoldig, fredelig og civil ulydig aktion, siger talsperson Stine Gry Jonassen i en pressemeddelelse.

Anholdelsen tirsdag af en anden talsperson, tyskeren Tadzio Müller, harmer fortsat CJA. Han blev anholdt af tre civilklædte betjente efter at have deltaget i et pressemøde i Bella Center.

- Politiet prøver tydeligt at forhindre vores demonstration og nægte vores ret til at protestere. Men ingen forventer, at politiet holder op med at fungere, hvis nogen anholdt (chefpolitiinspektør) Per Larsen, siger Stine Gry Jonassen.

Protesten retter sig mod udsigten til en aftale, som er uretfærdig over for den fattigste del af verden.

/ritzau/

Aktivister siger, at de er "helt klar" til marchen mod klimatopmødet i Bella Center. Anholdelse af tysk talsperson harmer arrangørerne.

Offentliggjort Sidst opdateret