Knægte overfaldt kørestolsbruger

En 52-årig kørestolsbruger fik natten til søndag en grim oplevelse til scrapbogen, da en gruppe på fire unge mennesker forsøgte at mase sig vej gennem hans vindue i en stuelejlighed i Byparken i Svendborg.

- Manden måtte sidde og holde igen på vinduet, mens drengene truede ham med en skruetrækker og spyttede på ham gennem sprækken. De råbte, at de ville have penge, men det lykkedes ham at holde dem stangen, siger vagtchef Lars Fredensborg ved Fyns Politi.

Manden fik i stedet tilkaldt politiet, der kom til stede og anholdt to 16-årige fynboer for forsøget på hjemmerøveri. Begge drenge er varetægtsfængslet i foreløbigt otte dage.

De øvrige gerningsmænd slap i første omgang væk, men blev anholdt senere søndag. Den ene af dem bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag, mens den anden kun er 14 år og derfor bliver overladt til de sociale myndigheder.

/ritzau/

En mand i kørestol tilkaldte politiet, da unge truede ham med skruetrækker og spyttede på ham i hans hjem. Politiet har anholdt fire drenge for overfaldet.

Offentliggjort Sidst opdateret