Knivangreb på sygehus udløser nye regler

Godkendelsen kommer oven på, at Arbejdstilsynet i sidste uge krævede klarere beskrivelser af, hvordan personalet skulle kropsvisitere farlige patienter.

Det skete efter, at en psykiatrisk patient på Odense Universitetshospital i forrige uge angreb og sårede tre ansatte med en kniv, han havde smuglet ind.

Arbejdstilsynet kritiserede efterfølgende Region Syddanmark for ikke at have klare regler omkring kropsvisitation af patienter på de psykiatriske afdelinger.

Nu har regionen på Arbejdstilsynets forlangende så udarbejdet en ny procedure for den slags.

- Den er som udgangspunkt rigtig fin, sådan som vi læser den, siger centerchef Hanne Sofie Tromborg Olsen fra Arbejdstilsynet til DR Fyn.

Følger Regionen sin egen instruks i virkeligheden, burde der ikke kunne ske en gentagelse af knivstikkeriet, vurderer Arbejdstilsynets chef.

- At patienter er visiterede på en systematisk måde, og at det også kan dokumenteres, at de er visiterede, det hjælper til, at der ikke vil kunne ske tilsvarende hændelser igen, siger Hanne Sofie Tromborg Olsen.

Men netop om de nye procedurer så bliver ført ud i livet, er ret afgørende. Det vil Arbejdstilsynet ifølge direktøren kontrollere ved et uanmeldt besøg i den nærmeste fremtid.

De nye regler er udformet af en gruppe specialister og fastslår blandt andet, at patienter skal kropsvisiteres af mindst to ansatte, hvis de er så dårlige, at de skal indlægges eller flyttes til en lukket afdeling.

Hvis en læge finder det nødvendigt, skal patienter på en åben afdeling også kropsvisiteres. Det gælder for eksempel, hvis patienten er til fare for sig selv eller andre.

Hvis personalet har mistanke om, at en patient prøver at indsmugle farlige genstande som knive eller narkotika, kan overlægen beslutte skærpet visitation, selv om patienten er imod.

/ritzau/

Arbejdstilsynet siger nu god for kontrollen med psykiatriske patienter i Region Syddanmark, skriver DR Fyn.

Offentliggjort Sidst opdateret