Knivmord på pædagog oprulles i retten

Godt et år efter det voldsomme drab på den 46-årige socialpædagog Judy Meiniche Simonsen ved en iskiosk ved Hald Sø syd for Viborg kommer gerningsmanden Kristian Heilmann nu for retten.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag tiltales han ved retten i Viborg ud over drabet for blandt andet seksuelle krænkelser af Judy Meiniche, der var hans kontaktpædagog på det psykiatriske bosted Blåkærgård.

Dertil kommer forudgående trusler mod en anden ansat i psykiatrien i Region Midtjylland såsom: "Du bliver smadret" og "Du har ingen steder at løbe hen".

Heilmann har på forhånd tilstået mordet. Anklagemyndigheden kræver ham dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Inden drabet 7. februar sidste år var Judy Meiniche kørt alene sammen med den voldsdømte og erklæret sindssyge Kristian Heilmann. Angiveligt for på en gåtur i skoven at drøfte hans medicin.

Men det endte med en tragedie. Judy Meiniche blev fundet næste dag med mindst 18 knivstik ved iskiosken, hvorfra Heilmann stak af i hendes bil og siden kørte galt.

Sagen skabte efterfølgende stor debat om sikkerheden på bostedet.

En undersøgelseskommission nedsat af Region Midtjylland pegede på, at meget gik galt i systemets håndtering af den syge Kristian Heilmann.

Ansvaret for behandlingen af ham sejlede rundt mellem stolene uden strategi. Ifølge kommissionen var der alt for meget fokus på medicin og for lidt på terapi ikke mindst i lyset af Heilmanns belastede familiebaggrund.

Han er søn af en af de grønlændere, som Danmark i et fejlslagent eksperiment gennemførte i 1951 med deportering af grønlandske børn med det mål at "tvangsfordanske" dem.

Der var heller ingen fælles opfattelse af hans farlighed. Personalet fra den retspsykiatriske klinik, der var involveret i behandlingen af Heilmann, vurderede ham som for farlig til at være alene med, mens medarbejderne på Blåkærgård fortsat gik ture med ham alene.

På hele 28 områder blev der strammet op på regionens bosteder efter undersøgelsen.

/ritzau/