Knivsåret kvinde styrter ned fra første sal
Tre mænd er anholdt, efter at en kvinde styrtede ned fra en ejendom med adskillige knivstik i kroppen.
En 26-årig kvinde er mandag aften i livsfare, efter at hun blev stukket med kniv og derefter på en eller anden måde styrtede ned fra første sal i en ejendom i Kolding.
- Vi får klokken 18.13 en melding om, at en kvinde er faldet ned fra første sal på Skovvejen i Kolding. Da vi når frem, viser det sig, at hun har fået adskillige knivstik, fortæller vagtchef Jørn Bystrup fra Sydøstjyllands Politi.
Kvinden blev i hast bragt til sygehuset, hvor hun mandag aften fortsat er i kritisk tilstand.
Knivstikkeriet er sket i kvindens lejlighed i ejendommen.
- Her befandt tre mænd sig. Vi ved ikke, hvem der har gjort hvad, og derfor er alle tre anholdt, til vi får overblik over det, siger vagtchefen.
Mændene er kvindens 37-årige tidligere samlever, hans 29-årige bror og en tredje mand på 26 år. Politiet ved mandag aften ikke, om den 26-årige er bekendt til kvinden, hendes samlever eller dem begge.
I lejligheden var også det tidligere pars toårige barn, som nu er overgivet til de sociale myndigheder.
Politiet kan mandag aften ikke sige, om kvinden er faldet eller skubbet ud, eller om det er fra altanen eller fra et vindue i lejligheden. Det skal de tekniske undersøgelser vise.
Heller ikke motivet er kendt, men politiet har flere gange tidligere været tilkaldt til adressen.
- Jeg kan ikke sige mere nu. Området er stadig afspærret, og vi arbejder på at finde ud af, hvad der foregået i lejligheden, forklarer Jørn Bystrup mandag aften.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde