Knivstik lukkede metrostation i København
En 18-årig mand kontaktede en betjent og fortalte, at han var stukket med kniv. Derefter blev han tavs.
En 18-årig mand vil på ingen måde hjælpe politiet med at finde frem til den eller de gerningsmænd, der torsdag eftermiddag stak ham med en kniv på Ydre Nørrebro i København.
- Han vil ikke tale med os, og han ville heller ikke lade en retsmediciner undersøge ham, fortæller Københavns Politis centrale efterforskningsleder Kenneth Jensen.
Klokken 15.17 kontaktede offeret i Hermodsgade en betjent, som var på vej til arbejde, og fortalte, at han et kvarter tidligere var blevet stukket med en kniv i området omkring Skjolds Plads.
Det viste sig, at manden havde fået et knivstik bag det ene øre. Han skulle være uden for livsfare.
Den 18-årige ville heller ikke fortælle nærmere, hvor det var sket.
- Men ved hjælp af hunde, er vi nået frem til, at det formentlig er sket ved Valhalsgade, siger Kenneth Jensen.
I forbindelse med politiets efterforskning blev metrostationen ved Skjolds Plads lukket i en times tid.
En bil på Esplanaden i det indre København kan ifølge Kenneth Jensen have forbindelse til knivstikkeriet.
- Bilen stoppede op og en person skiftede nummerplader på den, hvorefter den fortsatte, fortæller han.
Ifølge politiet tyder intet umiddelbart på, at knivstikkeriet skulle være banderelateret.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker