Knivstikker tog kniv fra grillbar

Et opgør på et diskotek udviklede sig til et drabsforsøg på Lyngby Hovedgade nord for København.

En mand blev tidligt søndag morgen stukket ned med en kniv, som overfaldsmanden forinden hentede i en nærliggende grillbar.

Ifølge vicepolitiinspektør Flemming Poulsen fra Nordsjællands Politi kom en gruppe mænd af dansk oprindelse på diskoteket op at toppes med to mænd med asiatisk baggrund.

- Af den ene eller anden årsag så opstod der nogle uoverensstemmelser. Mere kan vi ikke sige lige nu, siger Flemming Poulsen.

Skænderiet fortsætter ude på gaden, og på et tidspunkt går en fra den danske gruppe hen til en kebab-sælger, tager en kniv fra forretningen og jager den i en af de to asiatere.

I første omgang opdager offeret ikke, hvor alvorligt, han er kommet til skade. Men ifølge politiet har han fået seks-syv knivstik i maven, lysken og ryggen. Han er stadig på hospitalet, men skulle ifølge de foreløbige meldinger være uden for livsfare.

Også hans kammerat rammes af kniven, men han slipper med snitsår i panden.

Da politiet kommer frem, bliver de danske mænd udpeget af nogle vidner og syv personer anholdes. Nordsjællands Politi regner med at fremstille den formodede knivstikker i grundlovsforhør ud på eftermiddagen søndag.

/ritzau/

Et skænderi på et diskotek nord for København kulminerede, da en mand fik seks eller syv knivstik i ryggen og maven. Knivstikkeren skal i grundlovsforhør.

Offentliggjort Sidst opdateret