København fastholder zoner for at holde dømte væk fra nattelivet
Personer, der er dømt for vold, kan få et nattelivsforbud. De udelukkes helt fra nogle områder i indre by.
Københavns Politi forlænger tre såkaldte nattelivszoner samt et forbud mod at køre i zonerne om natten, så de gælder frem til juni 2025.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. Zonerne stod til at blive ophævet i midten af september i år.
Forlængelsen betyder, at personer, der er blevet dømt for visse former for kriminalitet og har fået et nattelivsforbud, fortsat ikke må færdes i de udpegede zoner mellem midnat og klokken fem om morgenen.
De må heller ikke besøge serveringssteder i områderne i det samme tidsrum.
I alt er der fire etablerede nattelivszoner i København. De dækker områder omkring Gothersgade, Vesterbrogade ved Rådhuspladsen, Kødbyen og Vestergade.
Alle fire gælder indtil 31. maj 2025.
Personerne, der har fået forbud med at færdes i områderne, kan for eksempel være dømt for våbenbesiddelse eller vold, der er begået i nattelivet.
- I en nattelivszone har vi mulighed for at bortvise personer, der tidligere er dømt for for eksempel vold i nattelivet, eller som tidligere har skabt utryghed i nattelivet.
- Derfor er det et godt værktøj for os i vores arbejde for at styrke tryghed for nattelivsgæsterne og beboerne i området, siger Tommy Laursen, politiinspektør hos Københavns Politi, i pressemeddelelsen.
Også et kørselsforbud er blevet forlænget, som betyder, at politiet har forbudt natlig kørsel.
Forbuddet retter sig mod det, som politiet betegner som ikke-nødvendig kørsel i de såkaldte nattelivszoner. De mennesker, der bor i områderne, må gerne køre om natten.
Det meste af Nørregade er omfattet. Det samme gælder Gothersgade fra Kongens Nytorv til Kongens Have samt et område nær Studiestræde og Vester Voldgade.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde