Københavns Kommune er dømt for at krænke arkitekt
Det var ikke i orden, da lægekonsulent skrev om "mirakuløs helbredelse" og økonomisk vinding om en sygemeldt.
Det var krænkende, da en lægekonsulent fra Københavns Kommune skrev om "mirakler" og antydede et økonomisk motiv hos en sygemeldt, da han beskrev sag om en arkitekt med kronisk træthedssyndrom.
Det har Københavns Byret slået fast.
Forbundet Arkitekter og Designere havde sagsøgt kommunen og har fået ret i, at lægekonsulenten har krænket arkitekt Nancy Winther ved at hentyde til, at hun ikke fejler noget.
Dommen slår fast, at der er tale om grove gentagne retsstridige krænkelser af arkitektens ære.
Blandt andet skriver lægen som svar i en sygedagpengesag "mirakuløs helbredelse" og henviser til et vækkelsesmøde i Forum, hvor en kvinde i kørestol pludselig kan gå.
Det er ifølge retten også krænkende, når lægekonsulenten udtaler, at mange sygdomme hænger sammen med, at der er et "økonomisk kompensationssystem".
Speciallæger har ellers konkluderet, at Nancy Winther lider af kronisk træthedssyndrom og aldrig kommer til at passe et almindeligt arbejde.
Anna Pålsson, der er faglig sekretær i Forbundet Arkitekter og Designere, glæder sig over dommen.
- Det er rart, at man ikke kan tillade sig at sige alt til syge borgere, og at der er grænser for, hvor meget man kan tillade sig at skrive, siger hun.
Forbundet havde på vegne af arkitekten krævet 60.000 kroner i godtgørelse. Men Nancy Winther får kun 5000 kroner. Retten mener, at lægesvaret kun gør begrænset skade, når det ikke er offentliggjort.
- Vi er lidt ligeglade med, om hun bliver rig eller ej af det her. Det handler mere om at få sat hælen i end at blive rig. Vi håber, at dommen betyder, at kommunerne opfører sig mere anstændigt fremover, siger Anna Pålsson.
Nancy Winther er i dag i arbejdsprøvning i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Det drejer sig om fire timer om ugen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde