Københavns Politi indsætter egen båd efter dødsulykke
- Vi vil da intensivere vores sejlads, og vi vil være til stede, når der i øvrigt er mange, der bruger havnen, siger Peter Dahl fra Københavns Politi. Foto: /ritzau/Riordan Boll Ivan
/ritzau/Riordan Boll Ivan
Dødsulykke i Københavns havn får nu politiet til at indsætte egen båd til at holde øje med aktiviteterne.
Københavns Politi intensiverer overvågningen af, hvad der foregår i byens havneområde.
Det gør de ved at leje en båd, som politiet selv har rådighed over døgnet rundt.
Det skriver TV2 Lorry.
Indtil nu har politiet været afhængig af Marinehjemmeværnet, når der skulle sejles.
- Vi vil intensivere vores sejlads, og vi vil være til stede, når der i øvrigt er mange, der bruger havnen.
- Det er jo sådan, at brugen af havnen er steget markant i de sidste par år, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi, til tv-stationen.
Erhvervelsen af den nye båd kommer efter en ulykke for nylig, hvor to amerikanske kvinder mistede livet, da den udlejningsbåd, de befandt sig i, blev påsejlet af en vandscooter i høj fart ved Langebro i Københavns havn.
Siden har debatten om kontrol med de livsfarlige vandscootere raset, og Københavns Politis anskaffelse af den nye patruljebåd er en direkte følge af ulykken.
Den nye båd ligner til forveksling den, som politiet hidtil har lånt af marinehjemmeværnet. Men den vil blive bemalet med bogstaverne "POLITI" og bliver udstyret med blå blink.
- Vi skal have uddannet nogle bådførere, men vi er i princippet klar om en uges tid, lyder det fra Peter Dahl.
Båden kommer til at ligge ved Holmen og kan dermed nå alle områder af Københavns havn i løbet af kort tid.
Dødsulykken for nylig har også betydet, at der bliver indført krav om kørekort til vandscootere fra nytår.
De får nummerplader, så de kan identificeres. Vandscooterne skal også forsikres, og førerne kan få bøder, hvis de ulovligt sejler ind i havne med høj fart.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde