Kommission udskyder Blekingegade-beretning
Først til foråret kommer Blekingegade-kommissionen med deres beretning, der skal afdække, om Politiets Efterretningstjeneste, PET, eller Justitsministeriet spændte ben for det almindelige åbne politi, da Blekingegadebandens medlemmer var aktive.
Beretningen skulle ifølge kommissoriet komme senest 15. september i år, men i et brev 7. august til justitsminister Morten Bødskov (S), skriver landsdommer Jens Rosenløv, at forsinkelsen skyldes lokaleproblemer tilbage i efteråret 2010.
- Jeg forventer derfor, at kommissionens beretning kan afgives i løbet af april/maj 2014, skriver landsdommeren i brevet.
Kommissionen arbejder med klassificeret materiale, og det er krav fra PET omkring sikkerheden, der har givet problemer.
- Først i begyndelsen af 2011 kunne kommissionen imidlertid modtage klassificeret materiale, idet opfyldelsen af Politiets Efterretningstjenestens krav til sikring af lokalerne trak ud, skriver Jens Rosenløv til justitsministeren.
- Selv om kommissionen blev endeligt nedsat den 15. september 2010, var det altså ikke ensbetydende med, at kommissionen reelt kunne gå i gang med undersøgelsen da, står der i brevet.
Forsinkelsen skyldes også, at en del af de sager, som kommissionen undersøger, ligger 25 til 30 år tilbage, så det har taget "forståeligt" lang tid at finde dem frem fra arkivet.
Kommissionen blev nedsat i 2010. Den består af landsdommer Jens Rosenløv, tidligere politimester Jakob Skov og advokat Jakob Lund Poulsen.
Juristerne skal blandt andet undersøge oplysninger og teorier i Peter Øvig Knudsens bøger og i Jørn Moos's bog "Politiets hemmeligheder".
Foreløbig er 69 personer blevet afhørt. En del er eller har været ansat i PET. Deres forklaringer fylder 493 sider, oplyser Jens Rosenløv.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie