Kommunalt ansat dømt i Højesteret for læk til journalist
Bitten Vivi Jensen er torsdag i Højesteret blevet idømt dagbøder, der samlet løber op i 5000 kroner. Hun er stolt af det, hun har gjort, siger hun efter dommen til TV2 Lorry. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
En ansat i et kommunalt rehabiliteringsteam gik over stregen ved at lække følsomme oplysninger til pressen.
Det var et brud på tavshedspligten, da Bitten Vivi Jensen fra rehabiliteringstemaet i Frederiksberg Kommune gav en pose med oplysninger vedrørende 89 borgere til en journalist på Dagbladet Information.
Det har både Retten på Frederiksberg, Østre Landsret og nu også Højesteret fastslået. Højesteret har torsdag afsagt dom i sagen, og straffen lyder på 10 dagbøder à 500 kroner.
Bitten Vivi Jensen var ansat i kommunens sundhedsforvaltning i det såkaldte rehabiliteringsteam. Hun var uenig i en række af de afgørelser, der blev truffet, og valgte derfor at gå til pressen.
Højesteret skriver i dommen, at man har vægtet på den ene side hensynet til de væsentlige samfundshensyn, som tilgodeses ved at gå offentligt ud med oplysninger, mod på den anden side hensynet til tilliden mellem borgere og forvaltning.
Sidstnævnte lider skade, når særdeles personfølsomme oplysninger bliver lækket. Og retten mener, at Bitten Vivi Jensen kunne have gået andre veje med sin kritik end den, hun valgte.
- På den baggrund finder Højesteret, at Bitten Vivi Jensens ønske om at få afdækket Frederiksberg Kommunes sagsbehandling på rehabiliteringsområdet ikke berettigede til den krænkelse, som hendes videregivelse af særdeles følsomme personoplysninger om 89 borgere til journalisten indebar, lyder det i dommen.
Kort før jul trådte en lov, som skal beskytte såkaldte whistleblowere, i kraft. I modsætning til by- og landsretten har Højesteret haft mulighed for at tage denne lov med i betragtning. Men det har altså ikke ført til et andet resultat.
Bitten Vivi Jensen stillede i efteråret op til kommunalvalget i Frederiksberg Kommune. Her lykkedes det hende ikke at blive valgt ind. Hendes lokalliste opnåede 374 stemmer - heraf fik Bitten Vivi Jensen 265 personlige stemmer.
TV2 Lorry var sammen med Bitten Vivi Jensen, da hun fik beskeden om Højesterets dom. "En sorgens dag for de sårbare og udstødte", lød det fra den tidligere kommunalt ansatte.
- Jeg er stolt af det, jeg har lavet, og jeg ville gøre det om den dag, det skulle være, siger hun til mediet.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde