Kommunalt ansatte tiltales for uberettigede opslag i datasystem

Tre kvinder på 27, 46 og 61 år er blevet tiltalt for at have lavet uberettigede opslag på over 100 borgere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre kommunalt ansatte kvinder er blevet tiltalt for uberettiget at have slået borgere op i det kommunale datasystem Sapa.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En af kvinderne har været ansat i Skive Kommune, imens de sidste to har været ansat i Viborg Kommune.

De tiltalte er henholdsvis 27, 46 og 61 år gamle.

Den 27-årige kvinde har ifølge tiltalen mod hende søgt oplysninger på i alt 350 borgere. Den 46-årige har slået 130 borgere op, og den sidste kvinde har slået 203 borgere op.

I alle tilfælde er der tale om opslag, som man ikke havde arbejdsmæssig anledning til det, lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har kvinderne blandt andet tilgået oplysninger om personnummer, navn, adresse og civilstand.

Retssagerne vil blive ført ved Retten i Viborg. Her er de endnu ikke berammet, skriver politiet.

Når sagerne kommer for retten, vil anklagemyndigheden kræve de tiltalte kvinder idømt bødestraffe.

Midt- og Vestjyllands Politi skriver, at man ikke har flere kommentarer til sagerne, før de er afgjort ved byretten.

/ritzau/