Kommune slipper i principiel varmesag

Fredericia Kommune har vundet en principiel sag, der kunne have fået alvorlige økonomiske konsekvenser for alle danske kommuner.

Vestre Landsret har nemlig frifundet kommunen for at skulle tilbagebetale udgifterne til en fjernvarmeledning.

Retten i Kolding havde tidligere dømt kommunen til at betale husejeren 25.000 kroner tilbage, men det slipper man nu for.

Spørgsmålet var, om den del af fjernvarmesystemet - forsyningsledningen, der forsyner hele udstykningen og fører frem til skel på de enkelte grunde - er en del af byggemodningen og derfor en del af grundens salgspris, eller om kommunen kan opkræve udgiften ved siden af.

Den kommende husejer købte grunden, men han nægtede at betale de 25.000 kroner til forsyningsledningen. Siden betalte han dog under protest for at få huset varmeforsynet.

Ifølge kommunens salgsmateriale blev grundene solgt i byggemodnet tilstand, så ud fra den formulering var fjernvarmeledningen altså en del af købesummen.

Det var det argument, Retten i Kolding brugte for at dømme kommunen til at refundere beløbet.

Landsretten er enig med kommunen og byretten i, at forsyningsledningen normalt er en del af byggemodningen, og ikke er en tilslutningsafgift, der kan opkræves ved siden af.

Men i det endelige skøde står, at køber ud over købesummen for selve grunden skal betale Fjernvarme Del 1.

Del 1 er netop udgiften til forsyningsledningen frem til skel, mens del 2 er selve stikledningen inde på den enkelte grund. Så han hænger på udgiften.

/ritzau/

Landsret ændrer dom, der ellers gav villaejer ret. Nu kan kommune opkræve betaling for varmeledning.

Offentliggjort Sidst opdateret