Kommune stævnet: Dommere hører om svagpissere og halve løgne
Bølgerne gik højt i byrådet i Randers, blandt andet som følge af Venstres ønske om skolelukninger. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Offentlige udtalelser, der vidner om ond stemning i byrådet, læses op, da spektakulær retssag går i gang.
- Stanken af uhæderlighed og halve og hele løgne breder sig.
- Svagpissere.
Det er knubbede udtalelser som disse, der tirsdag formiddag bliver læst op i Retten i Randers.
Her har tre byrådspolitikere - Bjarne Overmark (Beboerlisten), Kasper Fuhr Christensen (Velfærdslisten) og Daniel Madié (De Konservative) - lagt sag an mod Randers Kommune.
De mener, at de blev tromlet af et politisk flertal i byrådet i Randers, som var blevet trætte af de tre politikeres højlydte kritik og ville sætte dem uden for indflydelse.
Det skete ifølge sagsøgerne ved, at de fik frataget deres poster som udvalgsformænd i sommeren 2015.
Et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti lavede dengang en omkonstituering og en ændring af styrelsesvedtægten.
Det betød, at de tre byrådspolitikere mistede deres formandsposter.
Flertallet argumenterede med, at man ville nytænke udvalgsstrukturen.
De tre sagsøgere mener, at det var et skalkeskjul, der skulle dække over det virkelige motiv - at sætte dem uden for politisk indflydelse.
- Der var ikke nogen, der i tiden forud for omkonstitueringen havde talt om, at strukturen i udvalgene ikke var hensigtsmæssig. Det var noget, man fandt på efterfølgende, siger Bjarne Overmark, der er den første, der afgiver forklaring i sagen.
Omkonstitueringen var ifølge byrådspolitikeren en hævnaktion fra flertallets side, fordi han tidligere havde kritiseret kommunen for en lukket proces om skolelukninger.
En lang række udtalelser til medierne fra sagens hovedpersoner indgår i sagen, og sagens dokumenter fylder 393 sider.
Her indgår adskillige saftige udtalelser fra blandt andre Bjarne Overmark, der er fadder til førstnævnte udtalelser.
Men der er også offentlige udtalelser fra medlemmer af Venstre og Dansk Folkeparti, der antyder, at man var træt af de tre politikeres evindelige kritik og ville stække dem politisk.
De tre dommere skal nu vurdere, hvorvidt ændringen af styrelsesvedtægten i 2015, der fratog de tre politikere deres poster, havde et lovligt formål.
Det mener Randers Kommune, der afviser anklagen om urent trav og kræver frifindelse.
Tirsdag eftermiddag skal borgmester Torben Hansen (S) afgive forklaring i sagen. Onsdag kommer tidligere borgmester Claus Omann Jensen (V) med sin version af sagen. I alt 14 personer skal vidne i sagen.
Der ventes først en afgørelse om nogle uger.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet