Den øverste ledelse af det akutte beredskab på alarmcentralen i Region Sjælland havde i en periode ingen anelse om, hvad der foregik på ulykkesstedet, da elever og lærere fra Lundby Efterskole kæntrede i Præstø Fjord.
Det skyldtes, at den helikopterlæge, der overtog krisestyringen i Præstø, meldte direkte til Rigshospitalet i stedet for til Region Sjællands alarmcentral, som skulle have meldingerne om, hvilke sygehuse de mange patienter var på vej til.
- Det var et rent teknisk problem, der gjorde, at helikopterlægen ikke kunne komme igennem til alarmcentralen, siger lederen af det præhospitale beredskab i Region Sjælland, Niels Christian Ahn.
- Og derfor ringede han til Rigshospitalet for at give besked om, at der var en række patienter på vej til dem, siger han og understreger, at helikopterlægen ikke har begået nogen fejl.
- Helikopterlægen på ulykkesstedet ydede en fantastisk indsats sammen med de øvrige læger på stedet. Intet kunne efter min overbevisning være gjort bedre, siger Niels Christian Ahm.
Men det tekniske kommunikationssvigt betød altså, at den øverste ledelse i Slagelse blev koblet af i en periode og ikke vidste, hvor de mange patienter var på vej hen.
Niels Christian Ahn fortæller, at Region Sjælland i tilfælde af fremtidige ulykker fra den 1. april vil sende en bil med en erfaren læge, der skal stå for koordinering og ledelse på ulykkesstedet.
Syv elever er fortsat indlagt efter kæntringsulykken, mens en 44-årig lærer endnu ikke er fundet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker