Kommunikation svigtede under Præstøulykke

Den øverste ledelse af det akutte beredskab på alarmcentralen i Region Sjælland havde i flere perioder ingen anelse om, hvad der foregik på ulykkesstedet, da elever og lærere fra Lundby Efterskole kæntrede i Præstø Fjord. Det skriver DR Sjælland.

Det skyldes, at den helikopterlæge, der overtog krisestyringen i Præstø, meldte direkte til Rigshospitalet i stedet for til Region Sjællands alarmcentral, som skulle have meldingerne om, hvilke sygehuse de mange patienter var på vej til.

Svigtet skyldes ganske enkelt en forglemmelse fra helikopterlægens side.

- Når der er kaos, så gør man, som man plejer. Og helikopterlægen plejer jo at melde tilbage til Rigshospitalet, fordi han er ansat der, siger lederen af det præhospitale beredskab i Region Sjælland, Niels Christian Ahn, til DR Sjælland.

Men den fredag fløj lægen med Region Sjællands og hovedstadens fælles rednings-helikopter, og af den grund skulle kommunikationen altså have gået til Region Sjællands alarmcentral.

- Til alt held skulle en del patienter til Rigshospitalet, og alle de bjærgede overlevede. Helikopterlægen på ulykkesstedet ydede en fantastisk indsats sammen med de øvrige læger på stedet, siger Niels Christian Ahm til DR Sjælland.

Men kommunikationssvigtet betød altså, at den øverste ledelse i Slagelse blev koblet af i en periode og ikke anede, hvor de mange patienter var på vej hen.

Niels Christian Ahn fortæller, at Region Sjælland i tilfælde af fremtidige ulykker fra den 1. april vil sende en bil med en erfaren læge, der skal stå for koordinering og ledelse på ulykkesstedet.

- Derudover skal vi naturligvis have møde med Region Hovedstaden og Syddanmark, som vi samarbejder med om lægehelikopteren, så vi sikrer, at kommunikationen fungerer ved fremtidige katastrofer, siger han til DR Sjælland.

Syv elever er fortsat indlagt efter kæntrings-ulykken, mens en 44-årig lærer endnu ikke er fundet.

/ritzau/

Under kæntringsulykken i Præstø Fjord var alarmcentralen i perioder koblet af redningsindsatsen.

Offentliggjort Sidst opdateret