Kongeleddet: Beboerne lever i frygt

Utrygheden, frygten og vreden vokser nærmest time for time blandt beboerne i Kongeleddet i Rødbyhavn.

Onsdag aften og nats tre påsatte brande er blot de seneste i alt for lang række af ildspåsættelser i bebyggelsen, og nogle beboere er nu utrygge, at de ikke længere tør sove hjemme om natten.

Det fortæller boligselskabet DABs afdelingsbestyrelsesformand i Afdeling Kongeleddet, Helen Siegvardsen.
- Lige i øjeblikket er det sådan, at beboerne kan sætte sig ned og tude. Det er så gennemgribende en frygt, der er i folk nu. Og modløsheden og magtesløsheden hænger tungt over alle beboerne, for vi når ikke engang at få reetableret efter den ene brand, før den næste er antændt.
- Og selvom politiet efterforsker sagen, så har vi endnu ikke hørt om, at en pågribelse af gerningsmanden skulle være tæt på, fortæller Helen Siegvardsen.

Den seneste brand i nat skete i Helen Siegvardsens naboopgang. Det var her, hvor pyromanen først forsøgte at sætte ild til en madras i kælderen, mens brandfolkene var ved at slukke den første brand. Det lykkedes dog ikke, da en beboer opdagede branden, inden den for alvor fik fat. Men et par timer senere vendte gerningsmanden tilbage og forsøgte sig én gang til samme sted.

- Det skaber både en frygt og en vrede, fordi der render en rundt og stikker ild på vores kælder og derved stjæler den tryghed, som man gerne skulle have ved at være i sit eget hjem.
- Det har især skabt frygt blandt nogle af vores ældre beboere, som beholder tøjet på, når de går i seng, fordi de frygter, at de skal evakueres i løbet af natten, fortæller Helen Siegvardsen.

De mange brande har ikke kun skabt frygt. Mistænksomheden er også begyndt at brede sig blandt beboerne.
- Alle går og kigger på hinanden. Og der skal ikke være én, der bare sætter sig ned eller stiller sig op og kigger, for så vil alles øjne straks blive rettet mod vedkommende. Følelsen af, at alle kigger på alle og mistænker hinanden, breder sig som en steppebrand gennem hele bebyggelsen, forklarer afdelingsbestyrelsesformanden.

Helen Siegvardsen var torsdag formiddag og eftermiddag til møde med bebyggelsens ejendomsmester, mesterassistent, ejendomsinspektøren fra boligselskabet DAB samt politiet for at diskutere, hvilke forholdsregler beboerne og boligselskabet kan tage for at forsøge at stoppe gerningsmanden.
- Vi kan ikke blive ved med at holde til det her. Der var beboere, der brød grædende sammen i nat, da de blev evakueret. Men vi kan jo ikke gøre andet, end at lægge armene omkring hinanden og håbe på, at den psykopat, der går og tænder ild hernede, snart bliver pågrebet. For i mit hoved kan det kun være en syg person, der gør det her, siger Helen Siegvardsen.

Har man oplysninger i sagen, som man mener kan hjælpe politiet i efterforskningen, skal man ringe til lokalpolitiet i Nakskov på telefon 54 92 14 48 eller 114.

Foto: Beboerne i Kongeleddet i Rødbyhavn lever i frygt ovenpå de seneste ugers mange påsatte brande i bebyggelsen.

Nerverne sidder udenpå tøjet, og frygten for flere påsatte brande er stor blandt beboerne i Kongeleddet i Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret