Kopivarer kan være en millionforretning

105 millioner kroner. Så høj er markedsværdien for de falske knivsæt og falske lamper, som en gruppe forretningsfolk fredag blev dømt for at have importeret fra Kina og forsøgt at sælge i Danmark.

Fem importer af falske Global-knive havde en værdi af 90 millioner kroner, og 4800 PH-pendler repræsenterer cirka 15 millioner kroner, hvis de skulle sælges i butikker til den ægte vares pris.

Oveni var der også en opdaget sending knive og flere forsøg på at få lavet falske lamper.

- Det er de betydelige værdier, professionalismen og det organiserede præg, som gør denne sag alvorlig, siger anklageren i sagen, politiassessor Lars Petersen.

Han havde krævet fængsel ikke under tre år til hovedmanden, som altså endte med at få en straf på to års fængsel. Samtidig fik han konfiskeret 6,8 millioner kroner, som er det beløb, han ifølge Retten i Viborg tjente på ulovlighederne.

Det selskab, som en anden af de involverede styrede, blev idømt en bøde på 300.000 kroner, ligesom der blev konfiskeret et udbytte på 308.000 kroner. Denne mand må også i fængsel - han fik halvandet år.

I 2004 besluttede Folketinget at åbne op straf på op til seks års fængsel i sager om grove krænkelser af ophavsretten. Nogle af lovovertrædelserne i den netop afgjorte sag skete dog før lovændringen.

/ritzau/

Ulovlig import af kopiprodukter er en enorm forretning med potentiale for store fortjenester. Det viser sagen fra Viborg om falske knive og lamper.

Offentliggjort Sidst opdateret