Kørsel med kokain på tværs af landet giver 11 års fængsel
I personbiler blev kilovis af narkotika kørt fra Sjælland til Jylland, har Retten i Aalborg slået fast.
I en sag om adskillige kilo kokain er en kvinde og en mand hver blevet idømt fængsel i 11 år, mens en tredje tiltalt er blevet straffet med fængsel i ti år.
Det oplyser Nordjyllands Politi om dommen, der er afsagt fredag eftermiddag af Retten i Aalborg.
To gange blev der i personbiler kørt i alt 33 kilo kokain fra Sjælland mod vest, har retten slået fast. Noget blev afleveret i den østjyske by Jeksen, og andet blev bragt videre til Aalborg.
Kriminaliteten har resulteret i en straf på fængsel i 11 år til den 46-årige Tina Jensen og 50-årige Jakob Hedegaard Kristensen.
Den tredje tiltalte i sagen er 24-årige Kevin Nielsen, der ifølge dommen tog imod i alt 15 kilo kokain. Resultatet er en straf på fængsel i ti år.
Efter den seks dage lange retssag får anklagemyndigheden dog ikke medhold i alle påstande.
Således er den 50-årige blevet frifundet for påstanden om, at han også håndterede 150 kilo hash, oplyser Nordjyllands Politi.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned