En kort, men heftig storm med vindstød af orkanstyrke gav onsdag eftermiddag og aften travlhed hos politi og redningsmandskab over hele landet, men ingen kom alvorligt til skade.
På Karensvej i Århus-bydelen Gellerup måtte beboerne i tre opgange evakueres, da 30 meter af taget blæste ned. Politiet frygtede, at resten af taget ville følge efter, og Hjemmeværnet afspærrede området, men ud på aftenen kunne afspærringen ophæves og beboerne vende tilbage til deres lejligheder.
Overalt i landet kunne politiet melde om væltede træer, lysstandere og vejskilte samt nedblæste el-ledninger og stilladser, der truede med at vælte.
I Viborg væltede et træ ned over en bil på Indre Ringvej. Føreren slap med skrækken, men det væltede træ skabte store problemer på den stærkt trafikerede vej.
Rundt om i landet kørte flere bilister ind i væltede træer, men kun en enkelt person er tilsyneladende kommet til skade. Det var en kvinde, som brækkede foden, da hun blev ramt af et væltende træ i Hundested.
I Hanstholm måtte omkring 1000 husstande klare sig med stearinlys, da strømmen pludselig forsvandt.
Lillebæltsbroen var onsdag eftermiddag afspærret, da en sættevogn væltede i den kraftige blæst, og Øresundsbroen blev i en periode onsdag aften lukket på grund af blæsten.
Nordsjællands Politi frarådede i nogle timer al unødvendig udkørsel, men advarslen kunne midt på aftenen afblæses, da vinden løjede af på Sjælland. Da var stormen nået til Bornholm, hvor politiet ligeledes frarådede al unødvendig udkørsel.
På det tidspunkt havde Falck været ude til 481 skader rundt om i landet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde