Kørte 95 km/t i byzone: 222 taget i fartkontroller

Arkivfoto: Rigspolitiet

Der blev taget masser af billeder af hurtige bilister, da politiets fotovogne var på weekendvagt.

Offentliggjort Sidst opdateret

En lang række af bilister kan se frem til en tidlig, og formentlig uønsket, "julegave" fra færdselspolitiet.

I løbet af den forgangne weekend blitzede politiets fotovogne nemlig ikke færre end 222 fartsyndere på de lokale veje.

Langt størsteparten blev taget i en fartkontrol ved Guldborgsundtunnelen, hvor fartgrænsen er 90 kilometer i timen. Det var der 131, der ikke overholdt, mens fotovognen var på stedet lørdag fra klokken 16.50 til 23.10.

17 af dem havde så meget fart på, at de får suppleret bøden med et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 137 kilometer i timen.

Weekendens kontroller begyndte allerede fredag, hvor fotovognen gjorde holdt på Maribovej i Nakskov fra klokken 18.34 og frem til midnat. Her blev weekendens største fartoverskridelse målt, da en bilist passerede fotovognen med 95 kilometer i timen på strækningen, hvor 50 kilometer i timen ellers er det højest tilladte.

Det udløser en betinget frakendelse af kørekortet, og samme sanktion er der også til to andre, som blev taget i samme kontrol. Derudover kan fire andre se frem til et klip i kørekortet. I alt blev 16 målt til at køre for stærkt.

Betinget frakendelse

Lidt tidligere på fredagen, fra klokken 10.40 til 17.10, var en fotovogn en tur forbi Kraghave Gaabensevej i udkanten af Nykøbing. Her er fartgrænsen også 50 kilometer i timen, men det var der ni, der ikke overholdt. Den hurtigste havde så meget fart på, at det koster en betinget frakendelse. Vedkommende blev målt til at køre 84 kilometer i timen.

Lørdag var der udover kontrollen på Sydmotorvejen også en kontrol på Højrebyvej ved Søllested, som strakte sig helt fra klokken 18.45 til klokken 01.10 natten til søndag.

Her blev 29 målt til at overskride fartgrænsen på 60 kilometer i timen, og seks af dem kan se frem til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 88 kilometer i timen.

Søndagen bød på to fartkontroller, hvor der blev taget billeder.

Den første fandt sted på C.E. Christiansensvej i Maribo fra klokken 13.51 til 19.51. Her blev 28 målt til at kørte hurtigere end fartgrænsen på 50 kilometer i timen. Tre af dem får et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 72 kilometer i timen.

Den anden kontrol fandt sted på Nakskovvej lidt udenfor Nakskov fra klokken 16.47 til 20.13. Her er fartgrænsen 60 kilometer i timen, og det var der ni, der ikke overholdt. En tredjedel af dem står til et klip, og højest målte hastighed var 95 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport.