Kørte fra politiet

Foto: Free/Colourbox

Politijagt endte i stensætning efter politiet havde målt hastighed på 160 kilometer i timen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag formiddag klokken 10.30 fik politiet en anmeldelse om, at en person i en bil kørte rundt og kiggede ind i folks ejendomme omkring Bandholm.

Det virkede mistænkeligt, og politiet fik kontakt med bilen, der imidlertid fik travlt med at komme væk med en hastighed på 160 kilometer i timen.

Politipatruljen mistede kontakten, men klokken 11.36 sluttede kørslen brat, da bilen kørte ind i en stensætning ved en ejendom på Birketvej i Reersnæs.

Føreren havde forladt køretøjet, men et vidne kunne fortælle i hvilken retning, han var løbet, så politiet kunne kort efter anholde ham.

Det viste sig at være en 31-årig mand fra Nysted, der havde kørt bilen. Der var også en grund til, at han forsøgte at stikke af fra politiet, idet han var eftersøgt, fordi han var udeblevet fra en afsoning af en dom.
Han blev sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven og for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Derefter blev han sendt til afsoning.