Københavns Politis første sag om skyderi under bandekonflikten er endt med en regulær nedsabling af bevismaterialet. Nu følger advokaten for en af de to frifundne op med et erstatningskrav.
- Det samlede krav for min klient bliver mindst en halv million, siger Jacob Kiil, der er advokat for en af de frikendte.
To unge med indvandrerbaggrund blev 6. oktober frifundet for drabsforsøg efter drive-by-skyderiet mod rockertatovøren i "House of Pain" på Nørrebrogade i København i september sidste år.
- Kvaliteten af de beviser, der er fremlagt, skulle gerne afspejle tiltalens alvor, men det gør de ikke, sagde Jacob Kiil under sin procedure i retten i starten af oktober. Derfor kræver han nu erstatning for 11 måneders varetægtsfængsling, tiltalens alvor og tabt arbejdsfortjeneste.
Politiets eget tekniske bevis med teleoplysninger, der skulle placere de tiltalte på gerningsstedet, faldt til jorden. En teleekspert vidnede i retten og kaldte det "meget usandsynligt", at den tiltaltes telefon skulle være i nærheden af tatovørforretningen, da skuddene faldt.
Anklagemyndigheden har nu opgivet at anke frifindelsen til Østre Landsret.
- Der var nogle ting, der pegede på, at de pågældende kunne have noget med det at gøre, så vi mente, det var rigtigst at rejse tiltalen, siger anklager Henrik Aagaard, som ikke vil kommentere det politimæssige arbejde.
En plastikpose med de tiltaltes fingeraftryk, som blev fundet i nærheden af gerningsstedet, var det andet hovedbevis i sagen, og da vidner heller ikke udpegede de tiltalte som gerningsmændene, blev de frikendt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned