Kraftig brand i tøjbutik i Nakskovs gågade

Der er sket omfattende skade på en af Nakskovs mest kendte tøjbutikker, Nicolai i Søndergade 26, som onsdag kort efter klokken 16 blev hærget af en kraftig brand. På grund af den giftige røg spærrede politiet gågaden af for fodgængere.
Brandvæsnet blev alarmeret klokken 16.15 og satte ind både fra p-pladsen bag ejendommen og fra gågaden. Ildens arnested var lige inden for døren ud til p-pladsen, men røgen bredte sig ikke blot i hele butikken, men også til nabobutikken, Musik Centret, og til hele ejendommen med lejligheder i tre etager.
Det lykkedes at få alle beboere ud, nogen i morgenkåbe, og brandfolk fik hentet to hunde fra en lejlighed på anden sal. Hundene blev tilset af ambulancefolk, men hverken dyr eller mennesker er tilsyneladende kommet til skade.
Ilden blev hurtigt nedkæmpet, men røg og sodskaderne er meget omfattende. Politiet kan endnu ikke oplyse noget om brandårsagen.

Foto: Mogens Warrer

BILLEDGALLERI: Store skader i butikken Nicolai under brand onsdag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret