Kraftig brand på Lolland: Vej spærret i flere timer

Mandag udbrød der brand i en industribygning i Nakskov. Foto: Lars Dalsig

Brandvæsnet er mandag eftermiddag i gang med at slukke en større brand i en nedlagt industribygning i Nakskov. Politiet opfordrer til, at man så vidt muligt undgår at opholde sig for længe i røgen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er mandag eftermiddag udbrudt brand i en nedlagt industribygning på A. E. Hansensvej i Nakskov over for Lidl.

Der er ikke sket nogen skade på personer, men taget på det 250 kvadratmeter store lokale brændte.

- Vi er stadig i slukningsfasen, for det er en bygning, hvor der i loftet ligger tjærepap, og det brænder kraftigt. Der er ild i hele tagkonstruktionen, fortalte Jens Rasmussen, indsatsleder i Lolland-Falsters Brandvæsen, 14.09.

Indsatslederen fortalte, at tjærepappen er temmelig brandbart, og når den åbne ild tager fat i tagpappet, "løber ilden i hele taget".

Kl. 12.31 modtog Lolland-Falsters Brandvæsen meldingen om bygningsbranden.

Politiet opfordrede beboere på Engvej til at holde sig inde og lukke døre og vinduer, fortæller Jens Rasmussen. Men brandvæsenet sørgede for, at ilden ikke spredte sig til de nærliggende bygninger.

Tyve brandfolk fra brandstationerne i Stokkemarke, Maribo og Nakskov arbejdede med at slukke branden. To sprøjtevogne, tre tankvogne og en drejestige til at sprøjte vand ned på selve tagkonstruktionen var rykket ud til branden i Nakskov.

Vagtchef Lars Denholt oplyste til Folketidende, at branden formentlig er opstået i forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder.

Spærret i flere timer

Da Folketidende taler med indsatslederen 16.15 fortæller han, at branden nu er under kontrol. Brandvæsenet er i gang med efterslukningsarbejdet. Et arbejde han forventer vil tage i omegnen af fire timer.

Der er kørt en kran ud med en grab, der skal tage stålpladerne af tagkonstruktionen, og i den lange etplansbygning var der opmagasineret motorcykler og andet, fortæller Jens Rasmussen.

På grund af beredskabets arbejde vil A. E. Hansensvej være spærret i flere timer, skyder indsatslederen på. Han oplyser også, at røgudviklingen ikke er lige så kraftig som tidligere.