Kraftig tagbrand afspærrer gader på Vesterbro i København
Klokken 18.41 onsdag fik Københavns Politi en melding om en brand på Gasværksvej på Vesterbro i København. (Arkivfoto). Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
Hovedstadens Beredskab satte ind med stor styrke ved en tagbrand på Gasværksvej i København.
Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab rykkede onsdag aften ud til en bygningsbrand på Gasværksvej på Vesterbro i København.
Det skriver begge myndigheder på den sociale platform X.
Branden er opstået i en beboelsesejendom, oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.
Politiet anbefalede tidligere borgere i området at lukke døre og vinduer og forlade udeområder, da røgen kan være giftig. Kort efter klokken 22 skriver politiet på X, at der ikke længere udvikles giftig røg.
Hovedstadens Beredskab skrev på X, at der er tale om en kraftig tagbrand i to opgange.
- Vi har sat ind med stor styrke for at hindre spredning og slukning, lød det.
Ingen er kommet til skade i branden.
Omkring klokken 20.20 skrev Hovedstadens Beredskab, at brandudbredelsen er under kontrol.
Beredskabet oplyser, at tagkonstruktionen omkring to skorstene er brandskadet, og at der derfor er risiko for, at de kollapser eller styrter ned.
Martin Kajberg siger, at politiet fik anmeldelse om branden klokken 18.41.
Vagtchefen fortæller i lighed med beredskabet, at der var kraftig røgudvikling på stedet.
Politiet har afspærret et område, så brandvæsnet kan komme til.
Brandvæsnet gik igennem opgangene og konstaterede, at der umiddelbart ikke var nogle personer.
Alle beboere i opgangene er blevet genhuset, skriver Hovedstadens Beredskab på X.
Hovedstadens Beredskab indsatte røgdykkere til slukningsarbejde på flere etager.
Både taget, tagetagen og flere opgange er blevet ramt af branden.
- Der er mange slukningskøretøjer i Gasværksvej og Istedgade, der er spærret for gennemkørsel, skriver beredskabet på X.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde