Kriminalforsorgen åbner for afsoning med fodlænke på Færøerne
Hvis man er blevet idømt en fængselsstraf på mindre end seks måneder, behøver man i udgangspunktet ikke komme i fængsel. Man kan nemlig afsone straffen hjemme med en elektronisk fodlænke som den på billedet. (Arkivfoto). Foto: Klaus Holsting/Free
Fra mandag kan man søge om at afsone sin straf med fodlænke på Færøerne, ligesom man kan i Danmark.
Kriminalforsorgen etablerer en fodlænkeafdeling på Færøerne, som giver mulighed for at afsone domme med fodlænke på lige fod med muligheden for det i Danmark.
Det skriver Kriminalforsorgen mandag morgen i en pressemeddelelse.
Ina Eliasen, direktør for Kriminalforsorgen, siger i pressemeddelelsen, at "det er rigtigt glædeligt, at dømte på Færøerne nu får mulighed for at afsone med fodlænke på lige fod med afsonere i Danmark".
- Det betyder blandt andet, at presset på kapaciteten i Færøerne Arrest bliver mindre, fordi flere vil afsone hjemme.
- Vi opretter en fodlænkeafdeling på Færøerne, hvorfra vi kommer til at administrere ordningen, og vi ser frem til at modtage de første ansøgninger, siger hun.
Personer, der er idømt fængselsstraffe i op til seks måneder, kan få tilladelse til at afsone straffen derhjemme med en elektronisk fodlænke.
Afsoneren er også under intensiv overvågning og kontrol af kriminalforsorgen på Færøerne.
Man skal som afsoner selv ansøge om at få lov til det. Derpå vil myndighederne vurdere ens egnethed for at afsone derhjemme.
I Danmark kan man typisk få lov til at afsone sin fængselsstraffe derhjemme, hvis man er blevet idømt mindre end seks måneders fængsel.
Selv hvis man afsoner en længere end seks måneder lang fængselsstraf, kan man få lov til at afsone derhjemme, hvis man har udstået mindst en tredjedel af straffen, og hvis der er højst otte måneder, til man skal prøveløslades. Det kaldes en "back door"-fodlænke.
I 2023 blev der ifølge Kriminalforsorgen givet omkring 2200 tilladelser til afsoning med fodlænke efter den normale regel. Der blev desuden givet 300 tilladelser til afsoning efter "back door"-reglen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned