Kriminalforsorgen advarer nu direkte landets fængselsbetjente mod at lægge uregerlige fanger i benlås.
Det sker efter sagen fra Kolding Arrest, hvor den 23-årige Ekrem Sahin i januar mistede livet efter at være lagt i benlås af en gruppe betjente.
Det er fortsat uklart, hvorfor den ellers raske og rørige Sahin mistede bevidstheden på arresthusets gulv og sidenhen gled ind i døden på sygehuset.
Sagen har allerede én gang været undersøgt af Sydøstjyllands Politi og statsadvokaten.
Men tidligere på måneden opstod der så tvivl om, hvorvidt fængselsbetjentene satte sig til rette oven på Sahin, mens han lå i benlås, og derfor har politiet nu valgt at undersøge sagen en gang mere.
- Jeg har indskærpet over for vores fængsels- og arrestinspektører, at Kriminalforsorgen skal være meget tilbageholdende med at bruge den såkaldte benlås i konfliktsituationer, indtil vi ved mere, siger direktøren for Kriminalforsorgen, William Rentzmann.
Efter at politiet genåbnede benlås-sagen, bad kriminalforsorgen Sundhedsstyrelsen om at vurdere samtlige sikkerhedsgreb, som fængselsbetjentene har lov til at bruge mod fangerne.
Men ved den lejlighed understregede Kriminalforsorgen, at man ikke ville stoppe brugen af benlåse, før Sundhedsstyrelsen havde undersøgt sagen.
Nu ser det imidlertid ud til, at Kriminalforsorgen selv vil undersøge sikkerhedsgrebene, dog med deltagelse af læger, som er udpeget af Sundhedsstyrelsen.
- Jeg har besluttet at nedsætte et udvalg, som skal lave en generel gennemgang af vores håndtering af konfliktsituationer, herunder de greb der anvendes, siger William Rentzmann og fortsætter:
- Jeg har forstået på Sundhedsstyrelsen, at man er villig til at pege på lægefaglig ekspertise, der kan indgå i et sådant arbejde.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker